Historien om at starte livet i russisk fangenskab

“Alex – Miraklet fra Stalins Gulag” er fortællingen om sønderjyden Alex Thomsen og hans families historie. Den 19. december 1950 blev han født i den sibiriske fangelejr Gorniak og overlevede kun, fordi moderens søster i Riga adopterede ham. Bogen ”Alex – Miraklet fra Stalins Gulag” udkommer på forlaget Kvist Kommunikation. Alex kom til verden i en russisk fangelejr, fordi hans far, den sønderjyske læge Alexander Thomsen, efter Anden Verdenskrig blev arresteret af det hemmelige russiske politi under falske anklager og sendt ti år i russisk fangenskab.

Alexander Thomsen havde i ugerne efter kapitulationen i maj 1945 arbejdet som frivillig for International/Svensk Røde Kors med at hjælpe skandinaviske koncen-trationslejr-fanger med mad, medicin og anden forplejning. Da han eftefølgende blev ”inviteret” på officielt besøg i Moskva, stuvet sammen i en ussel togvogn sammen med cirka 150 andre fra Berlin, blev han fængslet, dødsdømt og senere sendt i arbejdslejr. I lejrkredsen Vorkuta mødte han den lettiske kvinde Olite Priede, de forelskede sig, hun blev gravid, men som straf for deres kærlighed blev de adskilt.

Russia and Ukraine map on world map. The borders of Russia and U

På det tidspunkt, hvor Olite Priede fødte ”lille Alex” i december 1950, befandt Alexander Thomsen sig godt 300 kilometer væk i fangelejren Stalino (i dag Donetsk) i det syd-østlige Ukraine. Takket være den daværende danske statsminister H.C. Hansen blev de forenet i Danmark efter deres frigivelse.

Da Alexander vendte hjem til friheden efter ti års umenneskeligt og brutalt russisk fangenskab, blev han forenet med Olite og “lille Alex”. Efterfølgende skrev han en omfattende og meget detaljeret bog om sine oplevelser. Bogen, “I menneskelighedens Navn”, udkom i 1960 og blev den mest omtalte bog dette år. I bogen skrev Alexander også om sin bror, Hans Peter. Han arbejdede som efterretningsofficer i den amerikanske hær, og da Alexander pludselig forsvandt i russiske fængsler og arbejdslejre i sommeren 1945, tog han fat på et omfattende efterretningsarbejde. Han gik undercover i Tyskland, blandt andet i Hamburg og Berlin, netop der hvor Alexander i nogle uger efter 2. Verdenskrigs afslutning havde arbejdet frivilligt for Røde Kors med at hjælpe skandinaviske koncentrationslejr-fanger med mad og medicin.

Alexander skrev på sin bog i årene frem til 1960, fordi han følte sig svigtet af Røde Kors og danske myndigheder. Han forstod ikke, hvorfor ingen havde forsøgt at hjælpe ham i alle de år fra 1945 til 1955. Svarene fik han, da han fandt en stor stak dokumenter, som hans bror havde skaffet i forbindelse med sit efterretningsarbejde. Han var rystet. Derfor måtte han skrive sin bog.  

I bogen fortæller Alex Thomsen blandt andet om at vokse op med en far og en mor, der er fysisk og psykisk ødelagt efter ti års sovjetrussisk fangenskab. Alex Thomsen holder i dag foredrag om sin historie, det er velbesøgte foredrag, og baggrunden er blandt andet, at han ønsker, at vi skal kende til den historie, som han er præget af og vokset op i. Vi må ikke glemme de russiske koncentrationslejre, lyder det fra Alex Thomsen.

IMG_20201214_213012 kopier 2